Musicalen ASGER JORN

– vild kærlighed og fri kunst

Jysk Musikteater præsenterer den gribende historie om et kunstnerliv, hvor fantasien, kærligheden og kunsten blev sluppet fri. Musicalen om Asger Jorn bliver et brag for sjæl og sanser.

Mathias Flint spiller rollen som den altid frihedssøgende Asger Jorn, der kom fra små kår. Jorn voksede op og betog verden med sin kunst og kvinderne med sin charme. Rollen som Asger Jorns hollandske hustru Matie Van Domselaer spilles af Katrine Jenne.

Hvor langt rækker friheden, når en familie skal forsørges? Hvad betyder pengene, når drømmen er at satse alt på kunstens væsen? Forstår folkene i Silkeborg, hvad det er for en enorm gave, de får overdraget, når Jorn ’vilde’ museumsplaner folder sig ud? Skal man virkelig ’gå til yderligheder’, hvis man ikke vil stå stille?

Det er spørgsmål som musicalen stiller med rørende poesi og humoristisk bid. Publikum vil samtidig opleve alt det, der hører musicalens verden til: Farvestrålende scenografi, ørehængende melodier fra dygtige sangere og stort orkester samt bevægende optrin, der går i hjertet.

Jubilæum i Silkeborg
Musicalen opføres i året, hvor Silkeborgs berømte bysbarn fylder 110, samtidigt med at Jysk Musikteater runder 20 år. Teatret har som et af få steder i Danmark formået at skabe et stærkt koncept, hvor professionelle og amatører, under ledelse et topprofessionelt kunstnerisk team, skaber stærkt seværdige forestillinger, der vækker opsigt i hele landet.

Forestillingen bliver endnu en stor satsning for Jysk Musikteater, som har ambitioner om at træde endnu et skridt op i det danske musicalhierarki efter stor ros og national anerkendelse for både ’Drewsen’ i 2021 og ’Jesus Christ Superstar’ i 2023.

Mathias Flint
Katrine Jenne

Om Mathias Flint
Mathias Flint er uddannet skuespiller ved Den Danske Scenekunstskole, og var herefter en del af Aarhus Teaters ensemble i fire år.

Inden da havde han allerede gjort sig bemærket som Asger Jorns søn i Jysk Musikteaters åbningsforestilling ’Butadeo’ samt som Philinte i Misantropen på Aalborg Teater. Men også på musikscenerne som sanger og musiker. Blandt andet i det silkeborgensiske band Prima Junior.

Mathias Flint har medvirket i teaterkoncerten American Spirit, Ordet, West Side Story, Parasitterne, i familieforestillingen Narnia og i Den Gode Vilje som Henrik Bergman på Aarhus Teater.

Efter afskeden med Aarhus Teater har Mathias været på mange af Københavns store scener og pt. turnerer han med Folketeatrets version af Skatteøen som den etbenede pirat John Silver.

Mathias Flint har desuden medvirket i DR´s dramaserie Herrens Veje, som Frederik i Frederik IX på DR, som Ib Birkedal Hansen i Ole Bornedals Skyggen i mit Øje og er pt. på optagelser til Hvide Sande II. Han modtog i 2018 Inger Dams Legat.


Om Katrine Jenne
Katrine er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole på Musicalakademiet i Fredericia. Hun debuterede som rollen Adria i musicalen “A Midsummer Nights Steam” på Fredericia Teater og har blandt andet medvirket i Disney’s “Klokkeren fra Notre Dame” og “Prinsen af Egypten” på henholdsvis Fredericia Teater og på Det Kongelige Teater.

Senest medvirkede hun i Leonard Bernsteins intime forestilling “Trouble in Tahiti” på Den Fynske Opera.

Derudover har Katrine indtalt et hav af bøger og lagt stemme til tegnefilm på Netflix og Nickelodeon.

Udover selv at stå på scenen, er hun også en del af et kreativt team, hvor hun som vocalcoach og korarrangør er med til at sætte nye iscenesættelser af musicals op, med unge talenter på scenen.

Manuskript: Magnus I. Berg
Musik: Steffen Schackinger & Thomas Møller
Sangtekster: Helle Hansen
Instruktion: Thomas Agerholm & Annalouise Gomard
Kapelmester: Henrik Svenning

Nummererede siddepladser, Teatersalen, Jysk Musikteater
Premiere lørdag, d. 19. oktober 2024, kl. 19.30

Varighed ca. 2×60 min. + pause

Arr: JMTS

Køb billet Mad og drikke
  • Dato
    19.
    Oktober -
    3.
    November
    2024
  • Tid
    19.30
  • Sted
    Jysk Musikteater
    Papirfabrikken 80
    8600 Silkeborg
  • Billetpriser
    255 - 490 kr.
  • Kategorier
    Musical