Nytårskoncerternes klassiske solist er i år tenoren Magnus Vigilius. Magnus er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2001. Han debuterede samme år på Det Ny Teater i Phantom of the Opera og har siden optrådt i opera- og musicalproduktioner i Skandinavien, Tyskland, Frankrig og England.

I starten af hans karriere var det i musicalbranchen, at han fik de største opgaver; bl.a. også i Evita og My Fair Lady, som Silkeborg kender fra de lokale opsætninger på Jysk Musikteater.

Men det er operaen, som Magnus brænder for, og det blev belønnet i 2018, hvor han af Reumert komiteen blev tildelt titlen som Årets Sanger for sin fortolkning af Siegmund i Wagner’s ”Valkyrien”.

På det Kongelige Teater har Magnus Vigilius optrådt med hovedroller i bl.a. Tryllefløjten, Ariadne på Naxos og som Freddy i Kasper Holtens succesforestilling My Fair Lady. Sideløbende med de mange teaterforestillinger er Magnus Vigilius en efterspurgt koncertsolist og har optrådt med mange af landets bedste orkestre.

I 2020 får Magnus Vigilius sin debut på Bayreuther Festspiele, som den første danske tenor siden Poul Elming for 30 år siden.

 

 

 

2020